3,8 ud af 5- 3,50 Community-vurdering
- to Bedømte albummet
- 1 Gav det en 5/5
Oprindeligt ønskede Lil Baby ikke at være rapper. Taler til New York Times i 2017 , en daværende 21-årig baby indrømmede, at han hellere ville være i hætten. Men siden da har Baby skiftet melodi og afsløret i en opfølgningssamtale med Times i år, at han overhovedet ikke savnede sit gamle liv, en stemning, der synes åbenbar, når man ser på hans produktion.
På bare tre år har Baby udgivet otte projekter, et nummer der endda vil imponere Lil B . Det er tydeligt, at han har lagt al sin opmærksomhed på rap: ikke længere længes efter gadenes spænding. Dette nyfundne fokus kommer ud i hans seneste udgivelse Min tur , et album, der viser hans forbedrede tekniske færdigheder og sangskrivning på trods af nogle halvbagte ideer.
På sit andet studiealbum under Quality Control-paraplyen forfiner den nu 25-årige Baby sit håndværk og leverer en blanding af pop-rap, der er bestemt til at oversvømme Spotifys RapCaviar-afspilningsliste blandet med nogle skæreundersøgelser, der minder om det liv, han engang ikke ønskede at efterlade.
Der er denne følelse af paranoia i nogle af Babys rapper, som om han hurtigt bliver brugt til den næste trendy rapper. Når han skryter af at rulle op i en ny McLaren til sin hætte på How, er der ingen glæde i hans stemme. Han lyder kold, løsrevet og opmærksom på, at alt, hvad han har arbejdet for, til enhver tid kan tages fra ham.
Baby kommer i sin taske et par gange i løbet af denne rekord, men bliver ikke konsekvent der. Live Off My Closet, med Future med dobbelt hastighed, får Baby til at hoppe på Twysted Genius 'fjedrende 808'ere og droppe en atombombefleks om at blive så keder sig, at han måske bare køber den kylling han skider med en frisørsalon.
Der er et par fejltrin som den overflødige slurring rags-to-riches story Can't Explain og den ujævne smid Same Thing, hvor Babys flow kolliderer med Tay Keiths produktion. Den bageste halvdel af den originale LP er, hvor tingene begynder at sprøjte ud af kurs. Det er tydeligt, da hans middelmådige var Queen & Slim cut Catch Solen kommer på; han er løbet tør for ideer. Sange som Consistent og den passende titel Forget That, med en kedelig Rylo Rodriguez, tilbyder intet, der er værd at huske.
Oprindeligt efterlod projektet, der sluttede på en sådan glansløs stribe, en bitter smag, men de tilføjede seks spor på deluxe-versionen afhjælper dette og kommer igennem med flere bangers, der bedst høres gennem en revnet iPhone-skærm.
Social Distancing føles ikke som en tilføjelse - mere end en episk åbner - med sine æteriske strenge og nøgler. Baby bruger omstændighederne i karantæne til at droppe metaforer i flere dage, det bedste der kommer, når han sammenligner sin sociale afstand til at være bedre end de fleste rappere i spillet.
Hovedet nikker fortsætter på All In og Low Down, men det er ydmyg, der får mest indflydelse. Den dystre ballade prøver Lori Perrys ikonisk Op mod vinden fra Sæt det fra lydspor, som Baby bruger til at give dette mig mod verden, tilbage mod vægstemningen. Sporet spiller ud som, at Baby skriver en strøm af bevidsthed i en kompositionsbog, mens han tænker over, hvordan han ville se kvinder, hvis han havde en datter, hvordan hans ven forsøgte at oprette ham, og om hans pige mente det, da hun sagde hun ikke skulle have holdt sit barn.
Deluxe-sporene giver endda tidligere gæster en mulligan. 42 Dugg indløser sin tandløse funktion på den kedelige nåde med et meget mere dynamisk udseende på We Paid. Baby og Dugg viser fremragende kemi - skiftes til at dunke på deres modsætninger som Jordan og Pippen (Ring Gunna op til den næste collab, og han ville være Rodman).
Min tur har bevist Babys hit-making kompetence - som det fremgår af hans Billboard Hot 100 Chart-succes - og selvom han ikke helt lever op til de høje forhåbninger, som hans albumtitel antyder, beviser han stadig, at han er i blandingen til at blive en fakkelbærer for fremtiden for mainstream rap.
